Vaskeanvisning og opbevaring af uld

VASKEANVISNING

Uld vaskes i hånden, med mindre man har en vaskemaskine med et meget skånsomt uldprogram, der kan vaske i kuldslået vand. Mange ældre maskiner vasker ved 30 grader og det er alt for varmt.

To faktorer er væsentlige at være opmærksom på, hvis man vil undgå at valke den færdige strikmodel: Brug ikke ret meget sæbe og brug kun et godkendt uldvaskemiddel (ikke sæbespåner) eller en mild hårshampo. Pas på at holde den samme temperatur (kuldslået vand) gennem hele vasken. Når modellen er vasket og skyllet, kan den med fordel lægges i en centrifuge (gerne i et pudevår eller en vaskepose) og centrifugeres let. Læg modellen ud på håndklæder og lad den tørre.

Det er ikke nødvendigt at vaske en uldmodel særlig tit. Ofte vil det være nok at hænge den til luftning i fugtigt vejr.

Plant Fiber vaskes på samme måde som uld. Bomulin, Viscolin og Bomuld kan vaskes ved 30 graders finvask i maskinen.

OPBEVARING af GARN og STRIK

Desværre er møl og tæppelarver igen blevet almindelige skadedyr, og de er vilde med uldgarner.

Husk derfor at opbevare dit garn i en plasticpose eller en tæt vævet bomuldspose. Det samme gælder for den færdige model, der er ekstra udsat hvis den ligger i en snavstøjskurv eller et fugtigt sted.

De skadedyrsbehandlinger der findes til garner, kan vi ikke bruge, da de ikke er uden bivirkninger i forhold til allergikere. Endvidere vil en behandling af garnet mod skadedyr ofte kun virke i ca. 3 måneder og vil blive vasket ud i første vask. Det er en god ide´at opbevare sit garn i en ”strikkespand” med tætsluttende låg.

Vi sælger disse strikkespande i butikken.