Nyt design af Helga Isager
FABIAN SWEATER

Helga Isager skriver om designet:
“Fabian Sweater er mit første design til mænd (som naturligvis også kan bruges af kvinder).
Den er blevet til i et samarbejde med min søn Fabian, som ønskede sig en varm og klassisk sweater med et godt sweatshirt-snit.
Sweateren er strikket oppefra og ned i dobbelt perlestrik med raglanudtagninger.
Den har en tætsiddende, ombukket halskant og ribkanter med italiensk aflukning.
Fabian Sweater er på billedet strikket i én tråd Isager Uld 2 og én tråd Silk Mohair, men kan også strikkes i én enkelt tråd Isager Tannisby, hvor den får et mere rustikt udtryk.”
Fabian Sweater udkommer i fem størrelser: S–2XL.


KONSTRUKTION
Sweateren strikkes oppefra og ned. Først slås nakkens m op, og halsen formes med udtagninger i begge sider, mens der samtidig tages ud til raglan. Herefter samles arbejdet, og der strikkes rundt, mens der tages ud til raglan til bunden af ærmegabet, hvor maskerne deles til krop og ærmer.
Kanterne strikkes i rib – også den ombukkede halskant, som strikkes til sidst vha. åben opslagning over maskewire.

