Isager

Header image

Danske Isager har siden 1977 været leverandør af skandinavisk strikdesign og kvalitetsgarner i naturfibre, begge dele kendt og elsket af strikkere verden over. Garner og opskrifter forhandles i udvalgte butikker i Danmark og internationalt, ligesom Isagers grundlægger, Marianne Isager, og hendes datter og medejer af firmaet, Helga Isager, står bag en række populære strikkebøger.

Historien om Isager begyndte med designeren Åse Lund Jensen (1920-1977), der etablerede værksted i 1960 og arbejdede med udgangspunkt i den danske håndarbejdstradition, men især hentede sin inspiration i den Islandske og Færøske strikkekultur. I samarbejde med Henrichsens uldspinderi sammensatte hun et sortiment af kvalitetsgarner i uld, og hendes egne favoritter, Spinni og Jensen Yarn, er i dag fortsat en del af Isagers sortiment.

Åse Lund Jensen var en pioner på sit felt og arbejdede igennem sin karriere ivrigt for at få strikning anderkendt som kunsthåndværk, blandt andet gennem sine mange udstillinger og som underviser på Skals Håndarbejdsskole, der i dag er kendt som Skals – Højskolen for Design og Håndarbejde. Det var også her, Marianne Isager og Åse Lund Jensen mødtes og grundlagde deres venskab. Det førte senere til, at Marianne Isager efter Åse Lund Jensens død overtog rettighederne til at bruge Åse Lund Jensens evigt aktuelle mønstre og fortsætte det firma, som i dag er kendt som Isager

Isager holder til i den nordjyske landsby Tversted, der ligger i et naturskønt område tæt på vesterhavet. Virksomhedens detailbutik holder til på et lille landsted, mens administration, engrossalg og kursuscenter ligger på Tversted Skole tæt på butikken

Om Åse Lund Jensen

“Strikketøj er ikke alene en lidenskab, det kræver videnskab.”

“Det skal være en hobby, afslapning at strikke, siger man – for mig er strikning et fag.”

Åse Lund Jensen

Begge udtalelser illustrerer fint med hvilken seriøsitet strikdesigneren og forfatteren Åse Lund Jensen (1920-1977) gik til sit fag – håndstrikningen. Åse Lund Jensen blev én af det 20. århundredes pionerer inden for tekstilkunsthåndværket på linje med andre fremtrædende kvindelige tekstilformgivere som fx stoftrykkeren Marie Gudme Leth (1895-1997) og væveren Paula Trock (1889-1979). Åse Lund Jensens pionerindsats koncentrerede sig om håndstrikningen og dens udbredelse som en selvstændig genre inden for tekstilkunsthåndværket i Danmark. Designmæssigt tog Åse Lund Jensen udgangspunkt i den nordiske, især den danske, strikketradition med de mange smukke og særegne modeller, som hun videreudviklede og gav et selvstændigt, designmæssigt personligt udtryk. Hendes modeller var udført på et højt kunstnerisk og teknisk plan, og hun udviklede nye og mere tidssvarende garntyper og farver, der var inspireret af plantefarver, i afdæmpede og indbyrdes afstemte kulører, hvilket hun synes klædte de danske forbrugere langt bedre, end de eksisterende grelle farver i strikkegarn.

I 1960 etablerede hun sit eget værksted, hvor hun udførte kollektioner af håndstrikkede modeller, der som færdigstrikkede modeller blev solgt bl.a. hos Den Permanente. På det tidspunkt havde hun omkring tres strikkere i arbejde. Efterhånden ønskede kunderne at strikke selv, og hun indledte derfor et større pædagogisk arbejde, og også på det område udførte hun en pionerindsats. Hun udgav en række strikkebøger, der stadigvæk i dag er brugbare på grund af deres klare, logiske opbygning og deres æstetiske udformning. Bøgerne må i dag opfattes som klassisk strikkelitteratur. Åse Lund Jensen efterlod sig således en væsentlig arv indenfor dansk tekstilkunsthåndværk, da hun for tidligt døde i 1977.
Uddannelse og begyndelsen
Som ung var Åse Lund Jensen optaget af mode. Interessen førte fra 1940-1942 til en uddannelse i finere skræddersyning i stormagasinet Illums modelsalon. Her syede man modeller, der var afpasset til den enkelte kunde, og meget af modelsyningen blev foretaget i hånden. Uddannelsen gav Åse Lund Jensen en fin fornemmelse for kroppens form, og det var kundskaber, der skulle blive meget anvendelige i arbejdet med strikdesign og modelberegning. Senere i 1960’erne udvidede hun sin viden med et kursus på Københavns Tilskærer-akademi.
I 1951 tog Åse Lund Jensen afgang fra Kunsthåndværkerskolen i København som reklametegner, hvorefter hun sammen med sin mand tog til Grønland, hvor de stiftede familie. Her blev hun interesseret i grønlandsk perle- og skindarbejde, hvis mønstre hun samlede og forsøgte at overføre fx til korsstingsbroderi, knytning, patchwork, hækling, fletning og selvfølgelig strikning. Det resulterede i en lille tosproget bog (grønlandsk og dansk), der blev udgivet i 1958, 38 Håndarbejder – arnanut agssagssugagssat, udgivet med støtte fra Ministeriet for Grønland. Gertie Wandel (1894-1988), der i en menneskealder var formand for Selskabet til Håndarbejdets Fremme, skrev i forordet, at bogen forhåbentlig kunne opfylde en mission, nemlig at bringe mønstre til nye håndarbejder ud til grønlandske hjem. Hun sluttede af med: ’Man må ønske håndarbejdsbogen så stor en udbredelse, at den kan få virkelig betydning for det kulturelle fremstød for kvindeligt håndarbejde, som Ministeriet for Grønland tilsigter med denne udgivelse’.

Den første strikkebog og værkstedet for håndstrikning
Hjemme igen i Danmark udgav Åse Lund Jensen sammen med Karen Lind Petersen i 1959 endnu en bog, Moderne strik efter danske almuemønstre, denne gang en bog udelukkende med strikkemønstre. Som titlen fortæller, tog bogen sit udgangspunkt i den danske tekstil- og strikketradition inden for almuen. De to forfattere havde på Nationalmuseet og Kunstindustrimuseet (nu Designmuseum Danmark) studeret historiske, strikkede trøjer og bluser og deres mønstre, som de bearbejdede til mere moderne modeller. Inspirationen kom fx fra de ensfarvede damaskstrikkede røde eller grønne strikkede trøjer fra Lolland og Falster (såkaldte nattrøjer), som hørte til den traditionelle kvindedragt. (Damaskstrikning er inspireret af damaskvæveteknikken. I strikningen opnås mønstereffekten ved at strikke vrangmasker på en glatstrikket bund). Men også traditionelle danske vævemønstre som fx olmerdug blev taget op og bearbejdet til strik. Til andre modeller var udgangspunktet til fladedesign de færøske strikkemønstre, og/eller skråtrøjernes karakteristiske, dekorative borter i sider, rundt ærmegab og ned langs ærmerne, der dannede basis for de ind- og udtagninger, der var medvirkende til at give modellerne den gode pasform.
I 1972, hvor Åse Lund Jensen fortalte om sit værksted til fagtidsskriftet Dansk Brugskunst konstaterede hun, at med denne bog:

’ … var arbejdet med strik begyndt for mit vedkommende. Dette var sidst i 50’erne, hvor sagen ellers var ’norske trøjer’ med stjerner, lus og tinknapper, og hvor et besøg på norske museer hurtigt kunne oplyse én om, at de hæderlige norske trøjer sandelig måtte lægge ryg til megen forvildelse’.

Allerede indenfor de første årtier af det 20. århundrede var der opstået flere individuelle værksteder for broderi, vævning og stoftryk rundt omkring i Danmark, men ikke nogle strikkeværksteder. Strikningen var ikke rigtig på det tidspunkt udviklet som selvstændigt kunsthåndværk på linje med de øvrige genrer. For Åse Lund Jensen var strikningen ingen hobby – det var et fag, og derfor etablerede hun i 1960 sit eget værksted for håndstrikning, hvor hendes ambition var at udføre kollektioner og udvikle nye modeller på et højt teknisk og kunstnerisk plan.

“Jeg bestræber mig på, at strikket tøj skal sidde lige så godt som tøj, der er klippet, prøvet og syet.”

Åse Lund Jensen om at strikke i facon, 1972

Modellerne
Åse Lund Jensen savnede nye originale, danskproducerede strikkemodeller, og hun undrede sig over, at man i Danmark næsten udelukkende kopierede de norske gensere eller andre modeller fra udlandet, og det på trods af, at der i Danmark som i de andre nordiske og baltiske lande fandtes en rig strikketradition. Folk, der gerne ville strikke, var henvist til kommercielle modelforlæg i form af en – efter Åse Lund Jensens mening – billigt udseende tryksag med opskrift, der solgtes sammen med garn, eller de var henvist til opskrifter i ugebladene.
Formmæssigt ville Åse Lund Jensen gerne væk fra den skematiske form, der bestod af et rør til kroppen og to smalle rør til ærmerne. Inspireret af sin baggrund i skræddersyning og hendes viden om kroppens former, blev det hendes ideal at strikke i facon. Til hver model (og til hver størrelse af modellen) udførte hun et snitmønster, og i det indregnedes masker og pinde og et eventuelt flademønster. Hun udtalte i 1972:

’Jeg bestræber mig på, at strikket tøj skal sidde lige så godt som tøj, der er klippet, prøvet og syet. Jeg forsøger med andre ord i en tekst (opskriften) at lave den tilskæring, man ellers køber i et snitmønster i papir, blot er der her yderligere den komplikation, at nu skabes selve stoffet, faconen og flademønsteret i én arbejdsgang’.

For at undgå de kluntede sammensyninger, der ofte gav modellerne et kedeligt ’hjemmestrikket’ udseende, blev mange af modellerne rundstrikkede, hvilket fortsatte ved ærmetilsætningen ved at strikke raglanindtagninger. Åse Lund Jensen startede på at tegne mønstre med små rapporter, inspireret af de færøske strikkemønstre i jacquardstrikning, det vil sige strik i flere farver med afbalancerede mønstre med små trådspring på vrangen. Mønstrene dækkede hele fladen, så overfladen fik en stof- og strukturmæssig karakter i modsætning til de norske mønstre, hvor fladen opløstes i flere efter hinanden indbyrdes usammenhængende mønstre – i hvert fald efter Åse Lund Jensens mening. Mønstrene krævede præcis udformning i forhold til trøjens form, således at mønstrene skulle være spejlvendt ens alle de steder, hvor maskeantallet skulle ændres på grund af faconen, og på en sådan måde at de nødvendige ind- og udtagninger blev gjort til en dekoration i sig selv. Når der samtidig arbejdedes med en model i flere størrelser, var der tale om et kompliceret puslespil at få det hele til at passe.

Garn og farver
I 1970 søgte Åse Lund Jensen at blive medlem af Den Permanente, idet hun mente, at her var stedet, hvor hun kunne vise sine strikkeeksperimenter. Den Permanente, der var etableret i 1931, var en privat forening og en kollektiv salgsorganisation, i hvilken man som kunsthåndværker kunne blive optaget. Hensigten med Den Permanente var at vise og udstille kunsthåndværk, der var udført på mindre værksteder, hvor der ikke var tilknyttede udstillings- eller salgsfaciliteter. Alle udstillede genstande var gennem en censurkomité, der var udvalgt blandt medlemmerne, og censuren var omdrejningspunktet for fastholdelsen af det høje kvalitetsniveau. Åse Lund Jensen blev afvist med den begrundelse, at hendes farver i strikkegarnet ikke var tilfredsstillende.
I modsætning til vævegarner, der fandtes i smukke og afstemte farver, var tidens strikkegarner udført i meget grelle farver. Åse Lund Jensen sagde:

’Der lever nogle mærkelige forestillinger med hensyn til strikkegarns farve. Det skal være muntert, og derved tænker man på rødt og blåt, og garnfirmaerne tolker det som skærende kulører. Muntre farver er altid grelle, ser det ud til. Jeg bruger også rødt og blåt, men jeg har lige taget det ’ædende’ af dem. Der findes også sære traditioner for herre- og damefarver. Der er visse brune farver, mørke som lyse, for tiden en beige, som folk skal gå i, når man er af hankøn, men den er ikke indpasset i farvekortene, så den kan bruges på nogen fornuftig måde. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide stærke farver. Jeg vil skam gerne have en skingrende lyserød med ind i mønsteret, men den skal være lige så omhyggelig sigtet, som de øvrige kulører mit farvekort indeholder, og som jeg har være år om at nå frem til. Det er mærkeligt, at strikkegarn er blevet på dette farvemæssig underudviklede stade’.

Åse Lund Jensen indledte et samarbejde med Henrichsens Uldspinderi i Skive i Jylland, der kunne indfarve garnerne, og som også var med til at udvikle specielle garnkvaliteter. Ved udvikling af nye garnkvaliteter tog hun arven op efter væveren Paula Trock, som må have været et forbillede for Åse Lund Jensen.
Fordi manglen på materialer til håndvævningen var stor under 2. verdenskrig, var væveren Paula Trock blevet opmærksom på materialets grundlæggende betydning for produktionen. Før krigen importerede man alt vævegarn, idet den danske uld ikke var udviklet tilstrækkeligt til at udføre vævede kvalitetsvarer. I 1948 oprettede Paula Trock ’Spindegaarden’ i Askov i Jylland, og her eksperimenterede hun med behandlingen af ulden allerede på et tidligt stadie i bearbejdningen til et garn gennem videnskabelige og praktiske forsøg. På indkøbte engelske håndspindemaskiner satte hun sig for at udvikle og spinde nye lette garnsorter, der var bedre egnet til håndvævning end de industrielt spundne garner. Ikke bare i Danmark, men også i udlandet var der stor interesse for hendes nye garntyper, og Paula Trock høstede stor international anerkendelse for sine produkter med de nye lette garntyper både beregnet til hjemmets indretning og til beklædningsstoffer. Åse Lund Jensen udviklede sammen med Henrichsens uldspinderi i Skive kvaliteterne enkelttrådsgarnet Spinni, den tretrådede ÅLJ og den firetrådede og kraftigere Hebridia Naturuld.
Med hensyn til farver valgte Åse Lund Jensen i første omgang at få produceret tolv kølige farvetoner i grålige, grønne, jordbrune og indigoblå farve, der indbyrdes harmonerede. Farverne var klassiske og inspireret af plantefarver, idet hun helt bevidst søgte at undgå skiftende modefarver. I 1972 var farvekortet udvidet til tredive farver. Senere kunne Marianne Isager udvide farvekortet til det dobbelte, ved at indfarve de samme farver på et meleret garn, med uld fra sorte og hvide får (s-farverne). Dertil kom en ubleget råhvid og en sort.
I mellemtiden var Åse Lund Jensen blevet optaget som medlem af Den Permanente. I arbejdet med garnfarverne var det formodentlig farveren fra Vejle Ejnar Hansen (1885-1958), der var et forbillede for hende. Ejnar Hansen blev kendt for sit store og næsten videnskabelige arbejde med både de naturlige og de kemiske farvestoffers æstetiske og praktiske værdier. Han samarbejdede med en lang række vævere og arkitekter om at genskabe og opnå den samme smukke harmoniske virkning i de kemiske farver, som man ofte fandt dem i de naturlige farvestoffer. Han var kendt og respekteret af fagfolk og kunsthåndværkerkolleger, og Åse Lund Jensen har formodentlig set den mindeudstilling, som blev arrangeret på Kunstindustrimuseet i 1961.

“Muntre farver er altid grelle, ser det ud til. Jeg bruger også rødt og blåt, men jeg har lige taget det ’ædende’ af dem.”

Åse Lund Jensen om farver i strik, 1970

Samarbejde og afsætning
Selv om Åse Lund Jensen i begyndelsen også solgte færdigstrikkede modeller, udførte hun for forskellige virksomheder og institutioner forlæg i form af opskrifter, fra hvilke kunderne selv kunne strikke deres personlige model. I de to år fra 1968 til 1970 hvor samarbejdet med stormagasinet Illums garnafdeling varede, designede hun modeller, som fx jakker, sweatre, nederdel, kjoler og huer, men også lidt mere usædvanlige modeller som slacks, jumpsuits, ponchoer og tasker. Til nogle af sweatrene og trøjerne vævede Kirsten Uldbjerg smukt afstemte stoffer, så man var i stand til at strikke og sy et harmonerende sæt – et såkaldt ’complet’. I 1969 formgav hun otte forskellige børnekjoler i seks størrelser fra to år til tolv år til Illums garnafdeling. Forarbejdet til modellerne var stort og gennemarbejdet. Modellerne blev først opsyet i bomuldsstout, hvorefter der blev foretaget indtil flere prøvestrikninger af hver model. Hele forarbejdet tog det meste af et år, men til gengæld var hele kollektionen en stor succes.
For den islandske hemsløjd (Heimilisiðnaðarfélag Islands) designede Åse Lund Jensen modeller i uspundet pladegarn (lopi), og hun udførte strikmodeller med tilhørende opskrifter til Højskolernes Håndarbejde, der lå på Tyrebakken i Kerteminde, hvor også Husflidshøjskolen lå, og hvor hun underviste i et par år fra 1971 til 1973.
Fra 1950’erne var en del af de danske tekstilkunsthåndværkere, både stoftrykkere og vævere meget aktive med hensyn til at designe og fremstille beklædning, det såkaldte kunsthåndværkertøj. Kunsthåndværkertøjet var ofte udført som unikaarbejder, eller der blev produceret et begrænset antal af hver enkelt model, eller man responderede på efterspørgslen og tog imod genbestillinger. Alt kunsthåndværkertøjet blev solgt gennem specialbutikker som fx Den Permanente, der fra ca. midten af 1950’erne altid havde tøj designet af forskellige kunsthåndværkere til salg i butikken, samtidig med at den Permanente havde ansvar for nogle af de mest omtalte udstillinger af kunsthåndværkertøj, samt de arrangerede opvisninger med tøjet. Inden for visse kunst-, arkitekt- og designbevidste kredse var kunsthåndværkertøjet meget populært, og selv Illums Bolighus åbnede i 1966 en kjoleafdeling og arrangerede opvisninger med egen kollektion under mottoet ’tøj der matcher deres milieu’ – en slags kunsthåndværkertøj. Sammen med kollegerne væveren Lisbeth Have (1930-1997), stoftrykkeren Susan Holm (f. 1934), væveren Annette Juel (f. 1934) og stoftrykkeren Tusta Wefring (1925-2014) etablerede Åse Lund Jensen omkring 1976 forretningen Opus i Store Kongensgade i København, hvor de solgte deres kunsthåndværkertøj sammen.

Det pædagogiske – bøgerne
Netop fordi Åse Lund Jensen opfattede håndstrikningen som et fag og ikke alene en hobby, mente hun selvfølgelig også, at som fag fortjente håndstrikningen samme form for skoling og uddannelsesmuligheder, som de andre grene af tekstilkunsthåndværket havde. I den første tid efter oprettelsen af værkstedet i 1960, solgte hun en del færdigstrikkede modeller på samme måde som andre tekstilformgivere, fx vævere eller stoftrykkere, solgte deres færdigproducerede varer. Efterhånden som efterspørgslen blev større på opskrifter og garn, fordi kunderne i højere grad selv ønskede strikke, kunne Åse Lund Jensen foruden designarbejdet med de teknisk gennemarbejdede og kunstnerisk prægede modeller påtage sig en helt ny side af sit fag, nemlig den pædagogiske med de udførlige og velbeskrevne opskrifter og de pædagogiske tilrettelagte strikkeinstruktionsbøger. Åse Lund Jensen sagde:

’Når jeg leverer en opskrift og garn til en trøje, så stiller jeg den fordring, at kunden blot skal følge arbejdsanvisningen og strikkefastheden. Beregning af mønster og størrelse har jeg foretaget. Hun skal bare følge opskriften og passe sin strikkefasthed … ’.

Kun enkelte af opskrifterne havde fotos af modellen. Karakteristisk for Åse Lund Jensens opskrifter var de tegnede illustrationer, der tilførte hele udtrykket noget ’kunsthåndværkeragtigt’.
I 1974 udkom bogen Strikning – Strikketeknik og modelberegning, hvor hun beskæftigede sig med de grundlæggende færdigheder i strikningen så som fx opslagning, aflukning, ind- og udtagninger, fashionering (formgivning) lodret og vandret og sammenstrikninger og –syninger. Et væsentligt afsnit beskriver modelberegninger, således at man som strikker eventuelt kunne ændre på den strikkede model og opskrift efter udregninger af prøvestrikninger, så modellen passede perfekt til den individuelle krop. Desuden indeholder bogen et mindre antal opskrifter på Åse Lund Jensens modeller. I 1976 udkom opfølgeren, der hed Strik noget andet – Gardiner, vægstykker, rumdelere og plaider, og som titlen fortæller, udsvidede bogen mulighederne for, hvad man kunne strikke. Bogens alternative strikkemodeller lagde sig tæt op af de eksperimenter, der kendetegnede 1970’ernes tekstilkunst i øvrigt.

Ungdommens opgør med autoriteterne, der for alvor satte ind i slutningen af 1960’erne blev også et oprør, hvor kvinderne tog sagen i egen hånd og krævede ret til deres egen krop og lige rettigheder med mændene på alle samfundets områder. Også de kvindelige tekstilkunstnere – for der var dengang som i dag flest kvinder, der arbejdede med tekstil som medie i kunsten – gjorde oprør. En gruppe af danske og svenske tekstilkunstnere fik på en stor udstilling i 1968 på Kunstindustrimuseet sat tingene i skred, og billedvævningerne begyndte at frigøre sig fra vægfladerne og de firkantede rammer. Alle mulige former for materialer i forskellige konstellationer blev tilladte, nye strukturer og former opstod, og tekstilkunsten gjorde krav på rummet med skulpturer udført i frie tekstile teknikker. Eksperimenterne indenfor den frie tekstilkunst fortsatte gennem hele 1970’erne, så da Åse Lund Jensen udgav en bog med opskrifter på strikkede rumdelere og fx en lygte – ja, så var det sådan set bare en del af tidens tendenser.

Anerkendelse – udstillinger og priser
I 1971 udstillede Åse Lund Jensen på Nordens Hus i Reykjavik, tilsyneladende den samme udstilling som i 1972 blev vist på Den Permanente, der også viste små skiftende medlemsudstillinger. I 1974 blev Åse Lund Jensen inviteret til at udstille håndstrikket beklædning på Kunstindustrimuseet. Udstillingen hed ’Strik i uld’. Det var, følte hun, en stor anerkendelse af hendes arbejde med håndstrikningen. Den samme udstilling blev gentaget på Herning Museum.
I 1981 et par år efter Åse Lund Jensens død udstilledes ca. tredive af hendes sjaler på Kunstindustrimuseet. Sjalerne tog udgangspunkt i et ufærdigt manuskript til endnu en strikkebog fra Åse Lund Jensens hånd. Mens hun boede på Grønland, havde hun gentagne gange besøgt Island, hvor hun var blevet fascineret af gamle strikkede sjaler, som hun opmålte og rekonstruerede. Men hun havde også arbejdet med rekonstruktioner og bearbejdelser af sjaler fra Herning-egnen, Himmerland og fra Færøerne, og de såkaldte romerske sjaler blev tilpasset nye garner og måske andre strikketeknikker. Alle sjaler var blevet formgivet og påbegyndt af Åse Lund Jensen, men fuldførtes af Marianne Isager (f. 1954), som også i 1977 overtog Åse Lund Jensens strikkevirksomhed og hermed også retten til garnkvaliteterne, farverne og alle Åse Lund Jensens opskrifter. Opskrifterne til en del af sjalerne inklusive garnet kunne købes efter udstillingen bl.a. hos Den Permanente og i forretningen Hanne Hansen i Fiolstræde, begge steder København.
I 1975 modtog Åse Lund Jensen en anden flot anerkendelse, nemlig kunsthåndværkerprisen. Hun fik prisen for sin pionerindsats på flere områder: For at udvikle egne garner og et mere harmonisk farvekort, for at påtage sig et pædagogisk virke gennem udgivelse af strikkebøger og være medvirkende til at brede kvalitetsstrikningen ud til en bredere befolkningsgruppe fx ved at give klare instruktioner i hvorledes en model beregnes til den rette pasform, men også til at inspirere til at strikke andet end bare beklædning, fx strikke rumdelere og brugsgenstande til hjemmet.
Hele livet igennem forblev Åse Lund Jensen håndstrikker – med tryk på ’hånd’. I et interview gav hun udtryk for en skarp holdning til maskinstrikning:

“Ork ja, man kan endda strikke mønsterstrikning på apparater, det bliver mægtig flot – ligesom forlorne tænder.”

Åse Lund Jensen om maskinstrikning, 1970

Hønsestrik et dansk fænomen

1970’er-fænomenet hønsestrik udspringer direkte af en kvindegruppe i Espergærde, hvor kvinder som så mange andre steder i Danmark mødtes for at diskutere politik, kvindeundertrykkelse og kvindefrigørelse.

Tidsmæssigt var omdrejningspunktet for hønsestrik perioden fra 1973 til cirka 1980, men fænomenet har sat et varigt præg på det danske sprog, fordi hønsestrik er blevet optaget i ordbøgerne! Det er umuligt at oversætte, så da jeg stod for den store udstilling ”Hønsestrik og Hot Pants” i Den Gamle By i 2014, oversatte jeg hønsestrik til ’political knitwear’ i de engelske tekster.

Det private er politisk
Når man vil se på strikketøjet og fænomenet, må man tænke på det politiske klima i begyndelsen af 1970’erne. På den tid var der grøde i kvindepolitisk stillingtagen og feminisme, så hønsestrik var en del af en større politisk bevægelse. I 1970 var rødstrømpebevægelsen blevet etableret med sit slogan: ”Ingen kvindekamp uden klassekamp, ingen klassekamp uden kvindekamp” og ligeså vigtigt ”Det private er politisk.” Begge disse slogans betød noget for de kvinder, der fandt på hønsestrik. Det var en del af en politisk kamp, hvis mål var frisætning og frigørelse. I 1971 tog rødstrømperne initiativ til den første kvindelejr på Femø, og en gruppe kvinder besatte efter lejren en kondemneret bygning i gaden Aabenraa i København og indrettede det første Kvindehus i Danmark. Her færdedes initiativtagerne til hønsestrik.

Optakten
Kirsten Alma Hofstätter (1941-2007) samlede flittigt på udklip, og i hendes scrapbøger kan man følge optakten til det, der skulle blive en strikketrend og et venstreorienteret kvindeforlag, Hønsetryk. Allerede i sommeren 1972 udgav Kirsten Hofstätter strikkemønstre i ugebladet Søndags-B.T. Hun fortæller i teksten, hvordan folk stopper hende på gaden for at spørge om mønstrene på hendes families veste og sweatre. Billederne viser hele familien i farvestrålende, hjemmestrikket tøj med mønsterborter fyldt med små figurer som sommerfugle, masker, heste og mænd med høje hatte. Mønstrene vises på kvadreret papir, så Søndags-B.T.’s læsere kunne gå hen og strikke ligeså; men der er ingen tekniske forklaringer og heller ingen opskrifter på, hvordan man strikker de forskellige beklædningsdele, som man ser på billederne. En læser kritiserer da også denne mangel i et senere nummer af ugebladet under overskriften: Skuffende Strik.

Bøgerne og forlaget
Den første hønsestrikbog, Hønsestrik, udkom i december 1973 med et oplag på 4000 eksemplarer. Der var tale om et oprør – og dengang havde begrebet hønsestrik et venstreorienteret og kvindefrigørende, politisk indhold. Mønstrene på kvadreret papir rummede nu også politiske budskaber som kvindetegn og rødstrømpernes tegn med den knyttede næve i kvindetegnet. Det så man ikke i Søndags-B.T. Faktisk var titlen på den første hønsestrikbog undervejs i processen Strikkemanifestet.

Kirsten Hofstätter, Loa Kampbjørn og Birte Troest udgav den på deres eget, nyoprettede forlag, Hønsetryk. Forlaget fik det navn, fordi ingen af de etablerede bogforlag heller ikke det venstreorienterede Røde Hane ville binde an med at udgive bogen. Så sent som i februar 2016 var der i dagbladet Informations spalter en debat om tilblivelsen af forlaget Hønsetryk. Venstresocialisten Preben Wilhjelm, som var medstifter af forlaget Røde Hane, fortæller her, at Røde Hane ikke kunne påtage sig hønsestrikbogen af ressourcemæssige årsager, og fordi manifestet ikke passede til forlagets profil. Desuden skriver han, at han selv personligt opfordrede Kirsten Hofstätter til at starte eget forlag.
Kirsten Hofstätter fortalte i et interview i februar 1975, at hun havde henvendt sig til tre forlag; men at ingen af dem ville udgive bogen på den måde, hun ønskede sig. Hun nævner ikke forlagene ved navn; men fortæller: ”Hos et tredje [forlag] var de ved at dø af grin ved tanken om at ofre deres kræfter på noget så underlødigt”. Så kvinderne grundlagde deres eget forlag, og i den første hønsestrikbog blev det direkte formuleret, at den var et opråb mod garnfirmaer, som kun udleverede strikkeopskrifter, hvis man købte bestemte garner. Den ville gøre op med strikkebøger, som angav et bestemt garnfabrikat til hver opskrift, og sidst men ikke mindst var den ”et oprør mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet!”

„I januar 2017 så en ny stærk politisk bevægelse dagens lys, en bevægelse som anvendte strik som politisk symbol. Pussy hat projektet kæmper for kvinders rettigheder; tilhængerne strikker og bærer pink hatte som meget tydelige symboler på kampen for kvinders ligestilling med mænd og som anti-præsident-Donald-Trump-tegn.”

Tove Engelhardt Mathiassen

Åse Lund Jensen og hønsestrik
Bagerst i den første hønsestrikbog er der et afsnit om strikkeprøver og maskeantal, så læserne selv kan udarbejde deres egen opskrift. I Åse Lund Jensens brev om sit møde hønsestrikpigerne i 1974 står der, at de opfattede strikkefasthed som noget ligegyldigt. Det holder ikke helt stik, når man ser i bogen, der allerede var udkommet på det tidspunkt. Men det er sandt, at der er flere tekniske forklaringer i Hønsestrik 2. Det gik forrygende med salget af den første hønsestrikbog, og i de første måneder af 1974 kom den i to nye oplag, så den i april 1974 på fem måneder var udkommet i ikke mindre end 30.000 eksemplarer. Bogen blev solgt i Kvindehuset, gennem De forenede Brugsforeninger og i Bogcaféer landet over. I 1974 udkom Hønsestrik 2, hvor Åse Lund Jensen har et indlæg på fire sider om strikning historisk set. Hun giver også praktiske fif til at strikke med garn i to farver med både retmasker og vrangmasker uden at få lange, løse tråde på vrangen. I den første hønsestrikbog var anbefalingen at strikke på rundpind, så man undgik at strikke vrangmasker. Nu var der lidt flere politiske symboler på det kvadrerede papir, nemlig anti-atomtegn, hammer og segl, som noget nyt mandetegn sammen med kvindetegn og igen rødstrømpetegnet. Åse Lund Jensen skriver i sit brev, at hun skulle hjælpe med tegnet, så cirklen blev mere rund. Ved mit møde i 2015 med Gunnar Stein, der arbejdede på Hønsetryk, fortalte han, at han havde rentegnet det. Lidt uklarheder er der således om Åse Lund Jensens rolle i forbindelse med hønsestrik.

Afslutning
Vi slår en krølle tilbage til indledningen om hønsestrik, der ikke kan oversættes direkte til engelsk. Da Kirsten Hofstätter i 1978 udgav bogen Everybody’s Knitting på det engelske forlag Penguin, var teksten uden det politiske indhold, som de første to danske hønsestrikbøger havde. Så hun prøvede ikke på at eksportere den del af idéen. Forlaget Hønsetryk lukkede i 1985 efter 69 udgivelser, som både drejede sig om strik og mangfoldige andre emner. Hønsestrik er kommet på banen igen; men i dag uden det politiske indhold, som var helt integreret i 1970’erne. Og dog. I januar 2017 så en ny stærk politisk bevægelse dagens lys, en bevægelse som anvendte strik som politisk symbol. Pussy hat projektet kæmper for kvinders rettigheder; tilhængerne strikker og bærer pink hatte som meget tydelige symboler på kampen for kvinders ligestilling med mænd og som anti-præsident-Donald-Trump-tegn.

Åse Lund Jensens brev til Marianne Isager efter mødet med “Hønsestrikpigerne”, 1974

Kære Marianne

De hønsestrikpiger! Ja, jeg gik og funderede så længe, at jeg næsten kom til at holde af dem, for det er jo ikke hver dag, at nogen sætter sig ned og strikker en bog på egen tilskyndelse. Kort sagt inviterede jeg dem herind for at snakke strik, velvidende at jeg nogenlunde for dem måtte stå som noget møg borgerligt, sippet og alt, hvad der er protest værd.
De kom indvandrende i mit hus iført disse sælsomme gevanter med indstrikkede rødstrømpe- og atomsymboler, som vi ser i deres bog. Det kan de nu ikke skræmme livet af mig med, og pigerne var faktisk mægtig søde og bestemt ikke dumme, selv om de synes anderledes, end jeg gør. Og det er nu altid rart med folk, der gløder for noget, ikke?

Vi havde en særdeles udbytterig formiddag. De bebrejdede mig naturligvis, at jeg lavede perfektionistiske strikkeopskrifter, der låste folk fast i en bestemt model, for de skulle kreere frit. Det synes jeg nu også må være idealet, så det kunne vi ikke rives om. Angående opskrifter mener jeg nu fremdeles, at enten overlader man folk garnet til deres egen glæde – hvad jeg gør – eller også laver man en så nøjagtig opskrift, at folk får de bedst mulige chancer for at komme frelst frem til et godt resultat – i protest mod spinderi og ugebladsopskrifter, som de jo raser imod. Jo, det måtte de indrømme også var forbrugervenligt. Alligevel skulle folk helst strikke frit. Jeg fortalte dem om min bog, hvor der ikke er andre modeller end dem, vi bruger som eksempler, men derimod side op og side ned om hvordan dette og hint udføres, samt hvordan det ser ud. Netop i det stille håb, at den vil sætte folk i stand til at smide alle opskrifter – incl. mine egne – overbord, og kreere selv. Og det kunne de forstå. Men al den ligegyldige snak om strikkefasthed, hvad?

Til alt held lå hos mig en poncho med store runde figurer, og de ville da nok vide, hvordan jeg bar mig ad med af få dem runde, for de havde vældigt mas med deres rødstrømpesymbol. Ja, det er jo denne kedelige fasthed, nemlig. Så jeg viste dem hele tegneprocessen bag en cirkelform, og nu blev de virkelig interesserede. Om jeg ville tegne det til deres næste strikkebog? Men jeg kunne ikke lade være med at drille dem lidt og sagde, at vi jo helst skulle lade folk være kreative og ikke presse nogen fastlåst ting ned over hovedet på nogen, vel? Så om ikke de syntes, at det var skæggere hvis vi lærte fra os, hvordan man tegner en hvilken som helst cirkel i et hvilket som helst garn – eller for den sags skyld et kors, hvis folk nu hælder til det indremissionske. De blev lidt vilde i øjnene, men i april starter jeg altså som medarbejder ved næste hønsebog, at du ved det.

Sådan kan det gå fremad osse for de gamle strikkekoner, og vi skiltes med store armbevægelser. Nå, jeg må videre i dagens dont, og du må ha det så godt.

Kærlig hilsen Åse
Holte 1.marts 74

Opskrifter fra bogen: ÅLJ – EN DANSK STRIKDESIGNER
Pile
Åse Lund Jensen
Fra:  0,00
Se mere
Plettøj
Marianne Isager & Åse Lund Jensen
Fra:  0,00
Se mere
Lænkejakke
Helga Isager
Fra:  0,00
Se mere
Gåseøje
Marianne Isager
Fra:  0,00
Se mere
Hønsestrik
Marianne Isager & Åse Lund Jensen
Fra:  0,00
Se mere
Åses Striber
Annette Danielsen
Fra:  0,00
Se mere