Isager er jo et gammelt, velrenommeret firma med rigtig mange opskrifter i kartoteket. Nogle af mønstrene er blevet klassikere, og andre popper op nu og da. Det kan være en elsket trøje, der er blevet slidt i laser, og ejeren ønsker sig en ny, – fuldstændig magen til den gamle. Som regel har vi både opskrift og det samme garn i de samme farver. Under alle omstændigheder har vi alternative garner og farver, så modellen kan blive næsten som den gamle og måske endda lidt bedre.
På denne side vil vi prøve at samle nogle af de gamle opskrifter og med de gamle imagebilleder.
Vi går ikke ind og retter i opskrifterne, selv om det måske kunne være fristende at lave ærmegabet lidt kortere og tilføje flere størrelser. Opskrifterne er som de er ”take it or leave it”.
Hvis modellen er strikket i garn, vi ikke længere fører, vil vi tilføje et alternativt garn- og farveforslag.
NEWS er designet af Marianne i starten af 1990’erne.
“Jyllandsposten havde opfordret mig til at lave en strikketrøje til deres weekendudgave, som ofte havde temaer med have, mad eller håndarbejde. Jeg satsede på at strikke bogstaver i sort og hvidt, men det blev for svært. Til sidst opgav jeg og strikkede bare de to farver sammen for at slutte pinden og lukke af. På den måde opstod AVISSTRIKNINGEN. Effekten med de to tråde der blev strikket sammen, kunne tolkes som skrift, og så skulle der bare strikkes spalter for at få det til at ligne en avisside.”
-Marianne Isager i bogen Et Strikkeliv, 2022
Opskriften findes i størrelse: S/M (M/L) L/XL
Garn: Isager Spinni, Isager Alpaca 1 og Isager Tvinni
DOMINANS er en sweater til herrer, designet af Marianne Isager i slutningen af 1980’erne. Udtrykket skabes ved at skifte dominans undervejs.
“Da jeg var fast udstiller på FORMLAND-messen i Herning, fik jeg i 1989 Formlandprisen for en model, strikket i jacquard, som jeg kaldte for DOMINANS. Den blev en af mine mest populære herresweatre”
-Marianne Isager i bogen Et Strikkeliv, 2022
Opskriften findes i størrelse: M (L)
Garn: Isager Jensen Yarn
ZALMIAK er designet af Marianne Isager i midten af 1980’erne. Modellen strikkes med jaquardstrikning og passer både mænd og kvinder.
Opskriften findes i størrelse: S (M) L
Garn: Isager Tvinni og Isager Tweed
DAVID er en klassisk vendetrøje med tilhørende hætte, vanter, muffedisser, benvarmere og halstørklæde.
Opskriften findes i størrelse: M
Garn: Isager Jensen Yarn, Isager Spinni og Isager Silk Mohair
GRAFFITI er en model fra starten af 80erne, hvor flagermusærmer blev moderne, og hvor flere modeller blev strikket fra ærme til ærme. Brede ærmer kræver tynde garner, og jeg havde fået et skønt, blødt garn med angorauld (kaninuld). Jeg holdt ikke fast i kvaliteten, da jeg synes, den holdt for dårligt i brug, men modellen kan være sjov at strikke igen, og man sætter selv sit præg på den ved at bruge de mønstre fra opskriften, man ønsker. Jeg kan anbefale, at der strikkes 2 tråde Alpaca 2 sammen for at opnå den ønskede strikkefasthed.
– Marianne Isager, februar 2022
Opskriften findes i størrelse: M
Garn: Isager Alpaca 2
PLISSÉ-kjolen stammer fra 80erne, hvor det var på mode at strikke både nederdele og kjoler. Min første model med plissé var en nederdel, strikket på langs fra side til side og med vendestrikning, så jeg kunne få vidde for neden og et fast stykke over hoften. Udfordringen ved at strikke kjoler og nederdele er, at strukturen i strikningen skal være så fast, at modellen ikke går ud af form, men samtidig så let, at modellen ikke bliver for tung. Den balance fandt jeg i kombinationen af Jensen Yarn (tidl. ÅLJ garn) og Spinni, og jeg synes det fungerede så fint, at jeg også fik lyst til at strikke en kjole.
– Marianne Isager, januar 2022
Opskriften findes i størrelse: 36/38, 40/42 og 44/46
Garn: Isager Jensen Yarn og Isager Spinni
MØNSTERMIX er fra bogen STRIK a la Carte 2 og er en model, hvor jeg opfordrer dig til at mixe dine egne mønstre: ”Læg ternet papir i din kuffert næste gang, du er på rejse, og tegn alle de mønstre, du ser. Når du kommer hjem, kan du redigere i din mønstersamling og strikke en sweater fyldt med minder om din rejse ”. I modellen har jeg valgt at mixe klassiske nordiske mønstre, men det kunne også være mønstre fra mine rejser i Japan, Latinamerika eller Afrika.
– Marianne Isager, december 2021
Opskriften findes i størrelse: S, M OG L
Garn: Isager Spinni
KØB OPSKRIFT OG GARNKIT TIL MØNSTERMIX
Flere unge designere har taget fat i ”løkkestrikning”. Det fik mig til at tænke på min forgænger Åse Lund Jensens skønne battlejakke, som hun kaldte PJUSK. Åse lavede modellen i 1974 og sikkert til en udstilling, men hun lavede også en udførlig opskrift til og i to størrelser.
Vi fandt også et billede af en hue, Åse lavede med løkkestrik, men den har vi ikke fundet opskriften på. Pjusk-opskriften indeholder dog opskriften på den hue, som modellerne har på, sammen med jakken.
– Marianne Isager, november 2021
Modellen blev den gang strikket i Hebridia, som er en garnkvalitet, vi ikke længere fører, men her i huset har både Helle og Kirsten strikket prøver i andre kvaliteter, der rammer strikkefastheden. Vi er nået frem til, at der opnås et flot og let resultat med fyldige løkker, hvis der strikkes i Isager Alpaca 3. Garnforbruget i Hebredia og Isager Alpaca 3 er det samme. Der skal bruges 900 g til den lille – og 1000 g til den store størrelse.
Strikkeprøven herover er strikket i Isager Alpaca 3 fv 43.
Opskriften findes i størrelse: 38 og 42
Originalt garnforslag: Hebridia Naturuld
Alternativt garnforslag: Isager Alpaca 3
KØB OPSKRIFT OG GARNKIT TIL PJUSK BATTLEJAKKE