Flere unge designere har taget fat i ”løkkestrikning”. Det fik mig til at tænke på min forgænger Åse Lund Jensens skønne battlejakke, som hun kaldte PJUSK. Åse lavede modellen i 1974 og sikkert til en udstilling, men hun lavede også en udførlig opskrift til og i to størrelser.
Vi fandt også et billede af en hue, Åse lavede med løkkestrik, men den har vi ikke fundet opskriften på. Pjusk-opskriften indeholder dog opskriften på den hue, som modellerne har på, sammen med jakken.
– Marianne Isager, november 2021
Modellen blev den gang strikket i Hebridia, som er en garnkvalitet, vi ikke længere fører, men her i huset har både Helle og Kirsten strikket prøver i andre kvaliteter, der rammer strikkefastheden. Vi er nået frem til, at der opnås et flot og let resultat med fyldige løkker, hvis der strikkes i Isager Alpaca 3. Garnforbruget i Hebredia og Isager Alpaca 3 er det samme. Der skal bruges 900 g til den lille – og 1000 g til den store størrelse.
Strikkeprøven herover er strikket i Isager Alpaca 3 fv 43.
Opskriften findes i størrelse: 38 og 42
Originalt garnforslag: Hebridia Naturuld
Alternativt garnforslag: Isager Alpaca 3