Filmtema
HVIDSTEN
For nylig genudsendte DR2 filmen om Hvidstengruppen, som var en kendt modstandsgruppe fra 2. Verdenskrig. Marianne blev inspireret af en trøje, som en af modstandsfolkene har på, men temaet fra filmen er også uhyggeligt aktuelt.

Mens Danmark var besat af Tyskland i 1943, blev Hvidsten Kro base for en af de vigtigste grupper i den danske modstandsbevægelse.
Kroejer Marius Fiil blev kontaktet og spurgt, om han ville starte en gruppe, der skulle modtage sendinger fra England. Marius Fiil tog imod opfordringen og samlede en gruppe omkring kroen. Modtagelserne fandt sted på enge, der ikke lå langt fra Hvidsten, og hvor de tømte containere kunne gemmes i moserne. Men i kampen for frihed må nogle dø, for at andre kan overleve. Filmen foregår i Danmark og er historie for os, men den minder os også om, at disse hændelser stadig foregår mange steder på jorden, og at frihedskampen kræver sine ofre.
Model HVIDSTEN er strikket i Isager Aran Tweed og Isager Silk Mohair, men kan også strikkes i 2 tråde Isager Tweed og Silk Mohair, måske tilsat en tråd Alpaca 1, hvis strukturen ønskes lidt tættere. Den er tænkt som en god, varm sweater til både kvinder og mænd. Størrelserne er angivet som tal: 1 (2) 3 (4), og det er her meningen, at man vælger en sweater med den brystvidde, længde og ærmelængde, man ønsker. Det kan være en kort og bred sweater, hvor brystvidden er stor = 4, og længden er kort = 1. Eller det kan være en smal og lang sweater, hvor brystvidden er 2, og længden er 4. Ærmerne findes også i forskellige længder, og en bred model vil typisk skulle have korte ærmer, mens man vil vælge de lange til en smal model eller en herremodel.