Isager Tweed
70% uld og 30% mohair
Løbelængde: 200 m / 50 g
PRODUKTBESKRIVELSE
ISAGER TWEED er et entrådet garn med en blanding af uld og mohair. Garnet har et råt udtryk, men mohairfiberen i garnet er med til at gøre det bemærkelsesværdigt blødt og give et blankt skær. Garnet er velegnet til både indendørs og udendørs brug, og med sine små nister i andre farver har det en meget levende overflade. Da garnet er entrådet og derfor kun spundet i samme retning, kan det have tendens til at trække skævt, hvis der strikkes rundt på en rundpind. Vi anbefaler at strikke frem og tilbage på rundpind eller lige pinde. Strikkes der mønsterstrikning, enten som struktur, eller i Jacquardstrikning sammen med andre garnkvaliteter, vil det ikke være et problem at strikke rundt på rundpind.
STRIKKEFASTHEDER
Isager Tweed: pind 3 = 26 m / 32 p
Isager Tweed + Alpaca 1: pind 3 = 22 m / 30 p
Isager Tweed + Alpaca 2: pind 3,5 = 20 m / 26 p
Tweed + Silk Mohair: pind 4 = 18 m / 24 p
SPECIFIKATIONER
- 70% uld og 30% mohair
- Løbelængde 400 m / 100 g
- Garnet er spundet og farvet i Irland
VASKEANVISNING
Uld vaskes i hånden, medmindre man har en vaskemaskine med et meget skånsomt uldprogram, der kan vaske i kuldslået vand. For at undgå at valke den færdige strikmodel bruges kun lidt sæbe. Brug et godkendt uldvaskemiddel. Hold samme temperatur gennem hele vaske- og skylleprocessen, og vask endelig ikke over 28 grader. Strikmodellen kan med fordel centrifugeres let efter vask. Læg modellen i vaskepose eller pudevår. Efter centrifugeringen lægges modellen til tørre på håndklæder.
Det er ikke nødvendigt at vaske en uldmodel tit. Ofte vil det være nok at hænge den til luftning i fugtigt vejr. Bomuldsgarner og blandingsgarner med hør og bambus kan tåle højere vasketemperaturer, men vi anbefaler samme vask som uldgarnet.
OPBEVARING
Husk at opbevare garn og strik i plastikposer eller tætvævede bomuldsposer. En spand eller plastikbeholder med tætsluttende låg er også velegnet.
Isager garner er ikke mølbehandlede, da de midler der findes ikke er uden bivirkninger i forhold til allergikere og i øvrigt også kun holder til første vask.