Udgivet i

Nyhed: Isager Soft Fine

Isager Soft Fine

Isager Soft Fine

ISAGER SOFT er lavet som en bomuldstube, der er blæst fine alpacafibre ind i og kan kun laves som et tykt garn. ISAGER SOFT FINE er lavet med en silkekerne, hvor en tråd bestående af Alpaca og Yak først laves som en bouclé og derefter børstes op.

Det er derfor både en anden produktionsteknik og fibersammensætning end ISAGER SOFT, men vi synes, at udtrykket ligner nok til, at vi kan kalde det ISAGER SOFT FINE. ISAGER SOFT FINE indeholder yakokse-uld, og på samme måde, som vi kender det fra vores s-farver, hvor sort uld blandes med hvidt for at give et meleret garn, er det nu yakoksens mørke farve, der giver liv til garnet. Det bløde look i garnet får det umiddelbart til at ligne Silk Mohair, men det er meget anderledes at strikke med og lettere at håndtere, hvis man kun ønsker at strikke med én tråd. Garnet er utrolig blødt, og internt kalder vi det ”Isagers Cashmere”.

Farver: E2s – E4s – E6s – E7s – E8s – 11 – 28 – 30 – 35 – 100

Isager Soft Fine består af: 63% Alpaca / 26% Silke/ 11% Yak. Løbelængde: 600 m/ 100 gr

Udgivet i

Eco Soft skifter navn til Isager Soft

Isager Soft

NYE FARVER

De nye farver er: 10, 28, 30, 37, 58, 100

Isager Soft består af: 56% Alpaca og 44% Organic Pima Cotton.
Løbelængde: 250m / 100gr

Udgivet i

Isager Archives kollektion

Archives kollektion

Isager Archives

Endnu engang har Helga Isager inviteret nogle af Danmarks dygtigste strikdesignere til at deltage i en fælles kollektion. Denne gang er inspirationen til kollektionen fundet i Isagers arkiv med Åse Lund Jensens opskrifter fra 1960’erne og 1970’erne.

Vi er meget imponeret over, hvordan hver designer har fortolket Åses modeller og stolte over hvordan hvert design i denne kollektion er dybt forankret i Isagers arv.

Glæd jer til at se hvordan de dygtige designere har formået at skabe nye tidløse designs med et strejf af fortidens elegance.

Udgivet i

Ret, Rib og Patent

RET, RIB, PATENT Marianne Isager

Ret, Rib og Patent

Vi har netop genudgivet RET, RIB OG PATENT med nye billeder og med Isager Alpaca 3 som garnforslag. Vi er vilde med det bløde og smukke resultat, som Isager Alpaca 3 giver modellen. Garnet gør også, at modellen ikke virker så tung som den oprindelige model.

RET, RIB OG PATENT er en onesize-model, men du kan evt. strikke den i Isager Jensen Yarn, hvis modellen ønskes lidt mindre.

Udgivet i

Friedrich på pindene

FRIEDRICH PÅ PINDENE – ROMANTISK STRIK AF DITTE LARSEN

”Når jeg skaber designs inspireret af en bestemt kunstners penselstrøg, er der altid nogle gennemgående elementer, som fanger mig: kunstnerens farvevalg, billedernes figurer. Eller de historier, som billederne fortæller mig. Som ved mine tidligere maleri-inspirerede designs gælder det, at jeg ikke tilstræber, at modellerne skal lede tankerne hen på et bestemt maleri,” forklarer Ditte Larsen, der tidligere har udgivet bøger inspireret af Anna Ancher, Marie Krøyer, Thorvald Bindesbøll og Svend og Vilhelm Hammershøi.

Bogens 36 opskrifter på strik og broderi er inspireret af tretten af Friedrichs kunstværker, der alle er gengivet i bogen. Caspar David Friedrich (1774-1840) lod sig især inspirere af himlen, havet og landskabet, som oftest blev gengivet voldsomt og dramatisk. Han studerede som ung på Kunstakademiet i København, og han holdt af at gå ture i Frederiksberg Have, som har den danske romantiks samlingssted Bakkehuset til nabo. Bakkehuset og dets smukke omgivelser er rammen om strikkebogens stemningsfulde billeder.

Ditte Larsens strikkebog Friedrich på pindene er også et indblik i Friedrichs værker. Hvert værk beskrives af Ditte Larsen, hvorefter der kommer opskrifter på de tørklæder, huer, halvhandsker, nederdele, ponchoer, jakker eller bluser, der er blevet inspireret af farverne, stemningen og fortællingen i maleriet. Der er også opskrifter på broderier, der kan monteres som tasker eller puder.

Lilian Munk Rösing har skrevet bogens indsigtsfulde forord. Hun har også skrevet bogen Friedrichs farver, der udkommer samme dag på samme forlag. I år er det 250 år siden Friedrich blev født, hvilket blandt andet markeres med en stor anmelderrost udstilling af hans værker i Hamburger Kunsthalle. Selv mange år efter sin død begejstrer han et stort publikum og inspirerer til både eftertanke og kreativitet med sine malerier.

Sideantal: 174
Udgivelsesdato: 09.02.2024
Sprog: Dansk
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740698077

Udgivet i

Hvis mure kunne tale

Hvis mure kunne tale

Trøjerne findes i korte, lange, åbne og lukkede versioner, og de er alle beskrevet, så man bliver taget i strikkehænderne hele vejen igennem processen. Mange af trøjerne er strikket oppefra og ned, så der er rig mulighed for at ændre på længderne.
Flytte maske for maske, se mønstre dukke frem og nyde farver, strukturer og overflader.

Udgivet i

Et Strikkeliv – Ud i verden

Et Strikkeliv – Ud i verden

I ”Et Strikkeliv – ud i verden” er vi nået ind i 90’erne, hvor Marianne Isager for alvor begynder at se sig om i verden. Vi følger hende på rejserne til Latinamerika, Afrika, Grønland og Nepal. Her åbnedes dørene til et væld af inspiration. Ikke kun mønstre på tekstiler, kurve og lertøj men også bygninger, landskaber og alt det vidunderlige, der fylder sind og sjæl, når man besøger et nyt sted og mærker landets traditioner, mad, mennesker og historie, så det kryber helt ind i kroppen. Som i første bind vises en række af hendes tidligere og mest markante modeller, som var typiske for tiden og den inspiration rejserne bibragte hendes designs. Bogen indeholder også 16 helt nye modeller med strikkeopskrifter, der bygger videre på inspirationen fra rejserne. Fælles for dem alle er det gode håndværk, kombineret med en høj garnkvalitet.

Udgivet i

Ulo – nyt tørklæde af Marianne Isager

Ulo

ULO-tørklædet var oprindeligt en del af Mariannes Grønlandskollektion i ET STRIKKELIV bind 2, som udkommer 1. december. Desværre var der ikke plads til tørklædet i bogen, derfor udkommer det nu som enkeltopskrift.

ULO strikkes i Isager Jensen Yarn og Isager Silk Mohair.