Skønne Torhild Trydal har igen designet en flot sweater til os. Hun kalder den TORHILDS STRIBER, og den kan købes både på dansk, tysk og engelsk og snart på norsk. Sweateren er one size, og garnet er Isager Merilin. En dejlig lun kvalitet til de kolde måneder, hvor vi tilmed skal skrue ned for varmen.
Den talentfulde strikdesigner Camilla Vad har i flere år haft sit eget garn fra Skive Uldspinderi i en unik farveskala, men da hun nu opholder sig i Singapore med sin familie en stor del af året, vil hun hellige sig strikdesign.
Camilla Vad Lambswool 9/3 har samme strikkefasthed som Isagers Jensen Yarn, og vi blev glade, da Camilla spurgte, om vi ville indgå et samarbejde og tilføje hendes farver i vores Jensen Yarn, så hun fortsat kan sælge opskrifter til sine smukke, nordiske sweatre.
Dette betyder, at vores sortiment i Jensen Yarn er blevet udvidet med 24 farver med numrene: 80- 99 samt farverne 0s, 4m, 19 og 42.
Farverne har fået nye numre, men Camilla ændrer til de nye numre i sine opskrifter, og dermed vil farverne være de samme.
Bogen ET STRIKKELIV – TILBAGE TIL TVERSTED” er første bind i en serie på tre, hvor Marianne Isager fortæller om sit liv med strik gennem fem årtier.
Tiderne skifter. Det gør moden også. Men godt håndværk vil altid have en værdi. Det er tydeligt, at også Marianne har været påvirket af moden, og i bogen vises en række af hendes tidligere og mest markante modeller, som var typiske for en bestemt periode. Bogen indeholder også 15 helt nye modeller med strikkeopskrifter, der anvender de samme strikketeknikker, som hun har brugt i de tidlige modeller. Fælles for dem alle er det gode håndværk, kombineret med en høj garnkvalitet.
Virginia udkom sidste år i det fine japanske magasin Amirisu, og vi har nu endelig rettighederne til at udgive den selv.
Helga Isager har ladet sig inspirere af Virginia Woolfs garderobe i filmen ’The Hours ’ fra 2003, hvor Nicole Kidman er klædt i smukke, jordfarvede gevandter med løse snit.
Sweateren strikkes rundt nedefra og op i Merilin/Silk Mohair med et perlelignende mønster i lænkestrikning, som strikkes i Jensen Yarn. Lænkestrikning har den fordel, at man kun strikker med 1 farve ad gangen.
Først strikkes kroppen og ærmerne rundt til ærmegabet. Ved ærmegabet samles krop og ærmer, og bærestykket strikkes rundt med indtagninger mellem mønsterrapporterne. Den øverste del af bærestykket strikkes frem og tilbage, mens der lukkes af til halsudskæring. Der strikkes m op til en krave, som indledes med en mønsterrapport, og herefter strikkes i rib.
Den blå version af Virginia er strikket i Isager Tweed fv Topaz + Silk Mohair fv 41 og Jensen Yarn fv 6s til mønster.
Marianne er for tiden med på en udstilling, som foreningen NETMASKERNE har på Silkeborg Bad. Emnet for udstillingen er STRIKKET NATUR, og her har hun lavet model FLOWERS som sit bidrag.
På h&h-messen i Køln dette forår besøgte vi et knappefirma fra Danmark, som farver knapper ind efter ønske. Vi valgte 3 størrelser i et materiale, der er baseret på genbrugsbomuld og fint tåler vask op til 60 grader.
Vi har taget udgangspunkt i Triofarverne, men knapperne passer fint til hele vores farvesortiment.
Knapperne kan købes i følgende størrelser: 13 mm, 15 mm og 20 mm.
I foråret 2022 inviterede Helga Isager 8 dygtige designere til at bidrage med et design, til en fælles kollektion, med temaet Botanica. Det er der kommet en fantastisk, farverig samling modeller ud af.
Opskrifterne udkommer i designernes egne webshops, og der er naturligvis brugt Isagergarn til dem alle.
SYCAMORE SWEATER
Design: Mette Wendelboe Okkels (Petiteknit)
Mette Wendelboe Okkels (Petiteknit) skriver om designet:
Den smukke Sycamore Sweater strikkes oppefra og ned. Det bærende element i designet er de organiske striber, som dannes med teknikken Japanske Vendepinde. Sycamore Sweater lægger op til udforskning af farvekombinationer og meleringer, idet striberne strikkes i tre tråde Spinni og en tråd Silk Mohair. Bundfarven strikkes i Jensen og Silk Mohair.
Bundfarven i ROBINIA SWEATER består af tre garner – TVINNI, ISAGER TWEED og SILK MOHAIR. Sammen giver disse garner sweateren en levende og nuanceret tekstur, der giver et flot modspil til de elegante og bløde kurver i det lyse mønster strikket i ECO SOFT.
ROBINIA SWEATER strikkes oppefra og ned. Både på forstykke, ryg og ærme strikkes vendepinde, hvilket giver sweateren en smuk kurvet pasform over skulder og arme.
LUPIN SWEATER er mit bidrag til Isagers BOTANICA kolletion. Designet er inspireret af den farverige LUPIN, der med sit lange spir af blomster både er romantisk og fasinerende. Bærestykket er en fortolkning i masker af en vild og smuk buket, der med sine forskudte blomsterstilke lægger sig som et overdådigt smykke ud over skuldrene.
Sweateren strikkes oppefra og ryggens nederste kant formes med vendepinde således at sweater fået et længere bagstykke. Alle kanter er afsluttet med rib og italiensk aflukning. Til sidst strikkes halskanten, så den matcher ribben på ærmerne og nederst på trøjen.
MATERIALER
Bundfarve: Spinni fv 6s og Silk Mohair fv E0
Bundfarven skabes af 2 tråde Spinni + 1 tråd Silk Mohair. De tre tråde holdes sammen under hele arbejdet.
Mønsterfarve: Spinni fv 32s, Spinni fv 28s og Spinni fv 33s
Mønsterfarven skabes af 3 tråde Spinni. De tre tråde holdes sammen under hele arbejdet.
ARONIA CARDIGAN er strikket nedefra og op i en tråd Isager Tweed sammen med en tråd Alpaca 2. Den er strikket i det fineste mønster og har mange fine detaljer og teknikker; en blød v-hals, et kuppelærme, et smukt knaphul samt flere finesser.
Cardiganen får et spændende udtryk med broderiet, hvor mulighederne er uendelig mange både med hensyn til farver og mængde.
Broderiet er lavet med dobbelt tråd i Isager Silk Mohair, og det er oplagt at bruge rester.
EFEU SWEATER har et chunky bladmønster på bærestykket, der skabes ved hjælp af indtagninger, udtagninger og enkelte snoninger. Sweateren strikkes oppefra, og både mønster og facon dannes, når man blot følger diagrammet. EFEU SWEATER er derfor et både underholdende og forholdsvist enkelt strikketøj.
Jeg designede en sweater, hvor jeg brugte en traditionel estisk indlægsteknik, der hedder Roosimine (som betyder dekoreret med roser på estisk). Blomstermotiverne, som ser ud til at være broderede, er lavet ved at lægge kontrastgarn mellem maskerne, som om man væver kontrastgarnet ind, mens man strikker. Jeg anbragte dem asymmetrisk på forside og skulder som på en dragt. Placeringen gør det muligt at strikke dem i en farve, men det er selvfølgelig muligt at anvende flere eller færre farver efter ønske.
MATERIALER
Bundfarve: Highland fv Chocolate og Alpaca 1 fv 60
De to tråde holdes sammen under hele arbejdet.
Jeg har altid været fascineret af graduerede farver og har brugt det ofte i mine designs.
Det mood board, vi fik til BOTANICA – kollektionen, havde et meget smukt maleri i en fantastisk gradueret rød farve og nogle skønne bobler. Jeg har prøvet at forvandle inspirationen til en fin vest, strikket nedefra med min dip dye – teknik med broderede bobler, der blomstrer eller ‘bloomer’ op fra den nederste ribkant.
Denne varme og meget bløde vest er designet i Isager Eco Baby og Isager Silk Mohair, holdt sammen. Jeg har lavet opskriften, så du kan lade boblerne blomstre, hvor du synes og tilføre flere senere, hvis du synes. Du kan også helt undlade dem for et mere enkelt udtryk og lade dip dye – effekten være mere fremtrædende.
Jeg håber, at du vil nyde at lave din Bloom Vest lige så meget, som jeg har nydt at designe den.
MIDSUMMER FLOWERS er en model i Botanica – kollektionen, og inspirationen kommer fra alle de skønne blomster, der står allersmukkest ved midsommertid. Teknikken er hexagon, med masker, der løftes løst af, for at blive strikket igen et par rækker længere oppe. På denne måde opstår de runde former, der i denne model fyldes ud med farver i et blomstermønster. Modellen er strikket med to tråde. En Isager Tvinni og en Isager Alpaca 2. Blomsterne er med Isager Spinni og Isager Silk Mohair, og her er det oplagt at bruge de rester, man har. Gerne mange forskellige farver.
I 1990’erne havde min bedste veninde og jeg en særlig kærlighed til det japansk brand Comme des Garçons, som på det tidspunkt kreerede nogle fantastiske kollektioner, der var både punkede og romantiske i deres udtryk. Jeg kan særligt huske en kjole, hvor abstrakte blomster af velour var spredt ud over det glatte stof, og den har været inspiration til min Laurel bluse.
Bundfarven er en tråd Isager Tweed, og bladmønsteret fremkommer ved, at man strikker samme bundfarve sammen med 1 tråd Isager Spinni, så mønsteret bliver en anelse forhøjet. Jeg har valgt at lade bladmønsteret fortsætte i ribben flere steder for at illudere, at blomsterne er trykt på. Sweateren er strikket i ét stykke fra ærme til ærme, og halsudskæringen begynder og slutter med en kile, der giver skulderen form.
Vi er rigtigt glade for Merilin. Den består i dag af merinould og hør, der bliver farvet sammen. Hørdelen tager ikke imod farven på sammen måde som ulden, og derfor har garnet en fin melering. Vi har udvidet farveskalaen med en række s-farver, hvor hørdelen er farvet sort, hvilket giver et flot spil i garnet.
Vi er endelig klar med Helgas Texture Sweater i samme fine strukturmønster som Texture Vest.
Sweateren er tænkt oversized og er strikket nedefra og op med tilsatte ærmer, en høj hals og kanter, hvor ribben fortsætter smukt op i rombemønsteret. Den viste model er strikket i Eco Baby sammen med en tråd Silk Mohair, hvilket giver en meget blød og luksuriøs sweater med en vis tyngde. Ønsker man et mere rustikt look, kan sweateren strikkes i Jensen Yarn og Alpaca 1. Det er også en skøn kombi, som er knapt så tung og som vil holde i mange mange år!
Sweateren findes i str. S – 3XL. Bemærk det relativt store spring mellem størrelserne. Dette skyldes, at formen følger mønsterrapporten, som løber over 12 m. Det giver et større spring i gradueringen, end man f.eks. ville lave i en glatstrikket model.
Det kan være en god idé at sammenligne målene med en sweater, som du synes sidder godt, inden du vælger din størrelse.